Silkeborg holdt nullet for første gang i sæsonen, men fik annulleret et sent sejrsmål mod Randers. Læs referatet fra en dramatisk og målløs kamp på Jysk Park.
Silkeborg IF fik ikke den afslutning på året, som de havde håbet på. Hjemme på Jysk Park endte det hele 0-0 mod Randers FC efter en kamp, hvor skarpheden manglede i begge ender, og hvor et sent SIF-mål blev annulleret af VAR. Til gengæld kunne Silkeborg glæde sig over én ting: Det var første gang i sæsonen, at SIF holdt nullet.
Silkeborg dominerede – men manglede slutproduktet
Første halvleg var klart i Silkeborgs favør. SIF kom frem til flere store chancer, hvor især Tonni Adamsen og Callum McCowatt var tæt på at åbne kampen. Randers-målmand Paul Izzo stod dog en stærk kamp og leverede en af opgørets bedste redninger, da han fløj i fuld længde og afværgede McCowatts afslutning ved fjerneste stolpe.
Randers havde svært ved at skabe noget før pausen og noterede længe en xG på 0,00. Først kort før halvlegens slut fik de en afslutning, som Nicolai Larsen sikkert greb. Skud statistik efter første halvleg lød på 12-2…, men lystavlen viste 0-0.
Randers blev farligere efter pausen
Efter pausen fik gæsterne bedre fat. Silkeborg stod højere, og det gav Randers muligheder i omstillingerne, hvor især de to Toure-brødre viste hurtighed og power. En gigantisk triplechance efter en times spil var gæsternes største mulighed, men Nicolai Larsen stod imod og viste netop det, der senere skulle give SIF sæsonens første clean sheet.
SIF måtte samtidig undvære Younes Bakiz, der udgik efter en skade i pausen, hvilket påvirkede hjemmeholdets offensive rytme.
Sent drama: SIF-mål annulleret
Med tre minutter igen eksploderede Jysk Park. Et frispark blev sparket ind i feltet, bolden landede efter lidt tumult hos den indskiftede teenager Julius Nielsen, som bankede den i netmaskerne. Men kort efter blev jubel vendt til frustration, da VAR underkendte målet. Pedro Ganchas stod i strafbar offside på tidspunktet for afslutningen.
I tillægstiden kunne kampen være tippet den anden vej. Randers’ Mike Themsen fik en gylden mulighed tæt under mål, men Nicolai Larsen reddede heroisk og cementerede dermed SIF’s første clean sheet i sæsonen.
Begge hold står i stampe
0-0 betyder, at både Silkeborg og Randers fortsætter på 10.- og 9.-pladsen i Superligaen med 19 point. Jagten på top 6 lever endnu, men kræver et stærkt forår fra begge mandskaber.
Callum McCowatt blev kåret til Man of the Match i dagens kamp mod Randers FC.
Silkeborg lukker efterårssæsonen ude imod FC Nordsjælland på søndag klokken 14.00.
Foto: Ulla Myrhøj













